Historien om VAT Copenhagen

historie

VAT89 blev stiftet i 1989 af de tre svømmeklubber VI-39 (Vallensbæk), AIF (Albertslund) og TIK (Tåstrup) - deraf navnet. De tre klubber havde i årevis konkurreret indbyrdes, hvilket betød, at de på skift var med i toppen af dansk svømning, men aldrig bed sig fast i længere tid. Formålet med VAT89 var at skabe en eliteoverbygning på de tre klubber. På denne måde skulle fællesskabet VAT89 sikre en konstant placering i toppen af dansk svømning, og derigennem sikre at alle tre klubber kunne overleve på elite- og breddeplan. Mens VAT89 står for konkurrencesvømningen, er de tre klubber bevaret med hver deres struktur, svømmeskole og sociale liv. Mottoet for VAT89 var fra start "Bredden skaber eliten, eliten fremmer bredden", hvilket betyder, at både bredde og elite er blevet prioriteret højt siden fællesskabets start.

I august 2004 trådte GSK (Glostrup) og VEST (Brøndby) ind i VAT89 og den styregruppe, som moderklubberne i fællesskab havde etableret til håndtering af den daglige drift af trænings- og startfællesskabet. På samme tidspunkt var det erkendt, at styreformen var ikke optimal med vetoret til alle moderklubber i alle beslutninger. Gennem 2004 arbejdede en visionsgruppe på at ændre organisationen i VAT89. Dette resulterede i, at strukturen i VAT89 blev ændret fra 1. august 2005 til en selvstændig forening med egen uafhængig bestyrelse, der har ansvaret for den daglige drift men underlagt de principper og økonomiske rammer, som repræsentantskabet (repræsentanter fra moderklubberne) fastlægger. Samtidig med ændringen trådte VEST (Brøndby) ud og navnet blev ændret til VAT Vestegnens Aqua Team.

I 2012 indtrådte MK31 i startfællesskabet og navnet blev ændret til det nuværende "VAT Copenhagen".

I 2017 trådte GSK ud af startfællesskabet og VAT Copenhagen består i dag af de fire klubber AIF, MK31, STT og VI39.

VAT Copenhagen kan med sin lange historie bryste sig af at være det ældste eksisterende startfællesskab i Danmark.

 

Tagged under VAT89 Historie

Log In or Sign Up